Udskriv denne side

Derfor trives vi her

Af: Kirsten Videbæk

På en gård i Nøvling har jeg sammen med min mand de sidste 20 år haft mulighed for at være en del af lokalsamfundet i Skibbild-Nøvling og det har givet mange gode oplevelser i hverdag og fest.

5 ting i lokalsamfundet har speciel værdi for mig: Købmand, skole, kirke, forsamlingshus og hallen.

Jeg nyder at handle hos den lokale købmand.

Jeg er ikke til storcentre. Hos den lokale kan jeg handle hurtigt, når jeg alligevel kommer forbi, eller jeg kan tage mig god tid og få en snak med andre fra sognet.

I skolen har jeg gennem mine 4 børn lært mange forældre i området at kende. Det gir tryghed og et godt netværk, at man kender forældre i alle klasser. Det er også tydeligt at børnene i vores lille skole leger meget på tværs af alder. På skolen mødes vi også til spændende foredrag.

I kirke og Menighedshus føler jeg mig som en del af den lokale menighed. Her møder jeg omsorg og åbenhed.

I forsamlingshuset mødes vi til familiefester, fællesspisning og ikke mindst sognefesten, hvor der i festligt lag drøftes stort og småt. Måske hilser man på nye tilflyttere og man hører hvad der rører sig i sognet af sjov og alvor.

Jeg nyder at være i hallen. Her kommer folk udefra, men også mange fra lokalområdet på tværs af alder. Især synes jeg det er skønt at møde børnene og de unge mennesker. I det hele taget synes jeg vi har mange positive børn og unge i sognet som er friske med et hej, når vi mødes på cykelstien, i hallen, skolen eller hvor vi mødes.

Jeg er stolt af at bo i Skibbild-Nøvling. Stolt af det rige foreningsliv, som har et væld af tilbud til alle aldre. Stolt af vores erhvervsliv, vores Efterskole, og ikke mindst de mange ildsjæle som holder gang i samfundet.

 


 

 




SPONSORER


  - sidens hovedsponsor

         

    Se mere HER